Næsten 7 pct. af hver ungdomsårgang står uden for både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet – et tal, der, trods utallige politiske tiltag, har været stabilt i mere end 10 år. Men hvem er de unge, der ikke formår at passe ind i samfundets rammer?

Af Benjamin Bøllehuus og Nikolaj Marcussen

Alt for mange unge er hverken i uddannelse eller arbejde. Det er budskabet fra stort set samtlige politikere, eksperter og fagfolk. Alligevel har udviklingen de sidste mange år stået stille, også selvom der efterhånden er prøvet meget for at hjælpe gruppen videre.

Forskellige analyser viser, at mellem 6 og 8 pct. af de unge står uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. For de 15-24-årige gælder det omkring 45.000, mens tallet lyder på 76.600, hvis man medregner de 25-29-årige.

Den nuværende politiske målsætning lyder på, at mindst 90 pct. af alle 25-årige i 2030 skal have færdiggjort en ungdomsuddannelse, men i skrivende stund er det kun ganske få kommuner, der indfrier den målsætning – det viser en analyse udarbejdet af Dansk Arbejdsgiverforening.

Samtidig bliver nyligt indførte løsninger som den forberedende grunduddannelse, FGU, der skal forberede unge efter folkeskolen på at komme ind på en ungdomsuddannelse, heftigt kritiseret for at være underfinansieret og for ikke at leve op til forventningerne.

Men før man kan forstå det politiske problem, er det værd at notere sig, hvem disse unge, der i flere år har været en politisk varm kartoffel, er.

Statistikker mangler nuancer

Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at næsten 43.420 unge mellem 15-24 år i 2020 stod uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked, mens tallet i 2021 var faldet til 42.280. Tallene er hentet fra Danmarks Statistik, der hvert år registrerer unges tilknytning til uddannelse og arbejde ud fra én bestemt uge. Andre analyser peger på, at gruppen er over 45.000.

“Det er en faglig pointe, at hver af de her mennesker er mennesker med liv og drømme. Så kan det godt være, at man kunne kategorisere dem som nogen uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, men der er bare også alt muligt andet, der kendetegner dem,” siger Lotte Junker Harbo, der er lektor og ph.d. ved VIA University College og beskæftiger sig med den hjælp, udsatte unge møder. 

Hun bliver suppleret af sin kollega Charlotte Vange Løvstad, der også er lektor ved VIA University College og forsker i unge, der befinder sig på kanten af samfundet.

“Mange af de her unge har ikke kunnet sidde stille, de har råbt højt i timerne, og deres forældre har ikke været dygtige nok til at hjælpe dem. Systemet har kort sagt syntes, at de har været forkerte,” siger hun.

Begge forskere fra VIA University College understreger, at en gymnasial uddannelse ikke nødvendigvis er det rigtige valg for alle unge, hvilket en analyse udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i efteråret 2021 da også underbygger.

I den kan man læse, at gruppen af 25-29 årige, der ikke har gennemført anden uddannelse end grundskolen, og hverken har et job eller var i gang med en uddannelse, i 2021 var på 22.500. Samtidig er andelen af unge over 25 år med en gymnasial uddannelse, der ikke læser videre, steget fra 11 pct. i 2009 til 16 pct. i 2021.

Det bekymrer Mie Dalskov Pihl, der er chef for registeranalyse i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og har været med til at udarbejde analysen.

“Vi kan se, at der er flere, der udskyder beslutningen om at læse videre, men der er altså også flere, som slet ikke er i gang. Når vi samtidig kan se, at flere og flere vælger gymnasiet, kan vi blive bekymret for, om vi er ved at uddanne en ny gruppe ufaglærte,” siger hun.

“Hvis det at gå i gymnasiet ikke ender med en erhvervskompetencegivende uddannelse, der er rettet mod et job, så har vi jo ikke vundet særlig meget. Hverken som samfund eller individuelt.”

Og det er ikke, fordi der ikke er brug for arbejdskraften, påpeger Claus Rosenkrands Olsen, der er uddannelseschef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. Lige nu mangler det offentlige uddannede lærere, pædagoger, sygeplejersker og SOSU-assistenter, mens det private arbejdsmarked skriger på kvalificeret arbejdskraft inden for en lang række områder, siger han.

“På den måde er det jo paradoksalt, at vi har en helt masse unge, som vi ikke formår at give en uddannelse, mens det offentlige såvel som det private mangler arbejdskraft.”

FGU har ikke nået forventningerne

Tiltag til at løse problemet har der gennem årene været nok af, og det seneste skud på stammen er FGU – forberedende grunduddannelse -, der blev oprettet i 2019. FGU er målrettet unge under 25 år, der af faglige, personlige eller sociale årsager ikke kan starte på en ungdomsuddannelse. Gennem et forløb, der kan vare op til to år, skal de unge her bliver gjort klar til at kunne starte på en ungdomsuddannelse eller i et arbejde.

“Jeg plejer at sige, at FGU er et sted, du starter, og ikke et sted, du slutter,” siger Henrik Hvidesten, der er formand for interesseorganisationen FGU Danmark.

“Dels skal vi give eleverne noget fagligt, men det handler ligeså meget om at møde dem på det sted, de er. Nogle har måske ikke været i skole i flere år, og så nytter det ikke at proppe en masse faglighed ind i dem, men i højere grad om at vænne dem til at komme op om morgenen og gå i skole.”

Men FGU’erne har haft en tumultarisk fødsel. Dels blev uddannelserne oprettet året inden coronapandemien ramte, dels lider mange af skolerne under det, Henrik Hvidesten betegner som et “bygningsefterslæb,” der betyder, at nogle af FGU’ernes bygninger ikke er egnede til at foretage undervisning i, da det er lokaler fra gamle produktionsskoler.

Endelig har antallet af elever ikke levet op til målsætningen, der lød på 12.000 elever årligt. I indeværende år viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at der er 8.641 registrerede elever på FGU, mens antallet af elever ikke har nået det forventede antal i nogle af de tre år, FGU har eksisteret. Det har ført til økonomiske problemer for skolerne, der har været nødsaget til at afskedige lærere.

“Noget af forklaringen på det lave antal elever skal findes i den nuværende konjunktursituation, hvor det er nemmere at få et job end for fem år siden,” siger Henrik Hvidesten og peger også på coronapandemien som en forklaring.

“Samtidig har vi ikke været gode nok til at gøre opmærksomme på os selv. Min fornemmelse er, at UU-vejledere og KUI (den kommunale ungeindsats) kender os, men vi skal også ud til folkeskolerne.”

Livet er ikke sort og hvidt

Selv hvis FGU-skolerne havde det forventede antal elever igennem, ville de ikke kunne klare hele problemet på egen hånd, erkender Henrik Hvidesten.

Samtidig kan en politisk målsætning som den nuværende, der lyder på, at mindst 90 pct. af 25-årige skal have en ungdomsuddannelse inden 2030, skade mere, end det gavner, mener Iben Bolvig:

“Jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis man sætter sig knivskarpe målsætninger, for det vigtigste er ikke nødvendigvis, at man får en uddannelse. Det vigtigste er, at man får en plads i samfundet, der giver mening.”

“Faren ved at styre for målrettet efter en målsætning om uddannelse, er, at man mister blik for alle dem, hvor en uddannelse ikke er den bedste løsning. For nogle kan det give bedst mening at få et arbejde og på den måde opnå kompetencer direkte på arbejdsmarkedet.”

Den tankegang bakker Charlotte Vange Løvstad fra VIA University College op om.

“Hvis man har klaret sig dårligt i folkeskolen, ikke er lykkedes med at komme i gymnasiet og heller ikke er bygget til FGU, får man stadig at vide af UU-vejlederen, at løsningen skal findes i uddannelsessystemet. Det fører næppe til, at den unge begejstret hopper ind på den næste uddannelse,” siger hun.

“Derfor bliver vi som samfund nødt til at etablere forskellige veje hen til et meningsfuldt liv. Det er både gennem ungdomsuddannelse, gennem erhvervsuddannelse og gennem praktisk arbejde.” 

Præcis hvordan den vej skal findes, er der mange løsninger på, mener Lotte Junker Harbo fra VIA University College.

“Vi skal som samfund forstå, at vejen til et meningsfuldt liv ikke er sort og hvidt. Den er lige så forskellig som alle de her 76.600 unge er.”

Hvem er de unge, for hvem uddannelse og arbejde er en fjern og uoverskuelig drøm? Hvem er man, når man har mistet motivationen, når selvtilliden svigter, og når man frygter for at fejle? I en portrætserie stiller vi skarpt på netop de unge: På deres bekymringer, drømme og tanker om at skulle videre i livet.

---

”Jeg frygter, at tingene ikke kommer til at lykkes”

Meta Martha Holt Johansen har længe skubbet tanker om uddannelse og arbejde foran sig. Til sommer er hun færdig på FGU, og så er hun nødt til at træffe det uoverskuelige valg.

Af Nikolaj Marcussen

NOTE: Meta Martha Holt Johansen er nonbinær, hvilket betyder, at man ikke identificerer sig med et køn og bruger pronominerne de/dem/deres. For formidlingen i denne tekst anvendes dog pronominerne hun/hende/hendes med accept fra Meta Martha Holt Johansen.

Meta Martha Holt Johansen står bag keyboardet. Mundvigene går fra øre til øre, og det er tydeligt, at hun er i sit es.

Hun er tilbage i gymnastiksalen på sin gamle folkeskole, men denne gang er hun her ikke som elev. Hun er her med sit band, og de spiller et nummer, hun selv har skrevet. ”Vinterdepression,” hedder den.

Hun har ellers ikke mange gode minder fra hallen, hun står og spiller i. Mange handler om presset, hun oplevede i skolen. Andre handler om depression og angsten for at stå foran andre mennesker. Ingen af de ting føler hun nu, selvom der sidder hundrede børn og kigger på hende.

”Jeg har haft rigtig meget frygt for det tidligere, men jeg har lært at værdsætte det, og jeg har lært at føle mig fri på en scene. Sådan lærte jeg aldrig at have det til en danskeksamen,” siger Meta Martha Holt Johansen.

Lige nu, lige her, der har hun det godt. Og for Meta Martha Holt Johansen er koncerten også en mulighed for at bevise for sine gamle lærere og for sig selv, at hun er mere end de tal, der blev sat på hende, da hun forlod skolen for snart tre år siden.

Være noget for nogen

Bandet, hun spiller med, er fra hendes nye klasse på FGU, hvor hun har gået på musiklinjen i halvandet år. For tiden turnerer de rundt på skoler og får oplevelsen af, hvordan det er at være musiker og opføre sine egne sange.

Hun spiller lidt af hvert til koncerterne. Både keyboard, trommer og bongo, og så synger hun naturligvis selv sin egen sang. Fra scenen tager hun imod al energien fra publikum, og hun danser rundt med et kæmpe smil, når hun skifter instrument mellem sangene.

Hun elsker det. Både det at få lov til at lege musiker, men også den anerkendelse, hun mærker fra salen. Det giver hende en god fornemmelse i maven at gøre noget, som har en effekt på andre, og som betyder noget.

”Måske fordi jeg en stor del af mit liv har følt, at jeg ikke har betydet noget for nogen.”

Når Meta Martha Holt Johansen drømmer om fremtiden, vil hun gerne gøre noget, der hjælper andre. Hun er begyndt at undervise andre i musik, og det giver hende en følelse af mening at kunne hjælpe andre. Især fordi hun har så svært ved at hjælpe sig selv.

Det stod meget tydeligt, da hun forleden satte sig ned og hjalp en veninde med hendes problemregning, selvom hun egentlig selv ”fattede hat af det.”

”Det er jo mærkeligt, for jeg vil gerne lave matematik, når jeg gør det for hende, men ikke når jeg gør det for mig selv.”

Et uhyggeligt valg

Tiden på FGU har været en god oplevelse. De spiller ikke kun musik, der er faktisk også almindelig undervisning på skolen, indskyder hun. Dansk og matematik. Det er mest for at holde fagene ved lige, for det er ikke på et særlig højt niveau, og som regel er der ingen lektier.

”Det kan ske, at vores lærer siger, at vi skal lave noget til næste gang, men det er ikke sådan, at man er dødsdømt, hvis man ikke gør det,” siger Meta Martha Holt Johansen.

Det hele foregår lidt i de unges eget tempo, og det passer Meta Martha Holt Johansen meget godt. Hun kan både lide friheden, men hun holder egentlig også meget af at gå i skole og lære noget nyt. Så længe det ikke handler om, at man skal forberede sig til en afgørende eksamen. De skræmmer hende, for det har kun været dårlige oplevelser.

”Alt, man gør i skolen, fører frem til en eksamen. Alt bygger op til dét tidspunkt, og så får man kun den ene chance for at præstere. Sådan føles det i hvert fald, og det stresser mig helt vildt.”

FGU skal hjælpe unge som Meta Martha Holt Johansen med at blive klar til uddannelse, men den effekt har det ikke rigtigt haft for hende. De sidste to år har hun bare skubbet de store valg foran sig.

”Det skræmmer mig at skulle tage et valg. Jeg vil rigtig mange ting, men jeg frygter også, at tingene ikke kommer til at lykkes. Jeg ved godt, at man nogle gange må tage nogle chancer, men det er så uhyggeligt at tage chancer, for hvad hvis jeg ikke kan holde til det,” siger Meta Martha Holt Johansen.

Mange store beslutninger

Hun er 17 år, men man kan ikke høre det på hende. Hun er velartikuleret og vælger sine ord med omhu, når hun snakker om alle de store valg, hun står overfor. Som om hun sad til en vejledning.

Lige så snart emnet skifter over i musik, sker der dog noget i hende. Hendes sprog bliver levende og ungdommeligt med ord som ”dope” og ”sygt nok.”

På hendes værelse står et gammelt keyboard. Så gammelt, at tangenternes klikken overdøver musikken, der kommer ud af højttalerne. Det er her, mange af hendes egne numre er blevet til. De kredser oftest om svære temaer. Om at have det hårdt og føle sig nede.

For Meta Martha Holt Johansen er sangskrivningen en måde at give hendes tankemylder mening, bruge dem til noget konstruktivt og få dem ud i stedet for, at de konstant rumsterer inde i hovedet. Det gælder også tankerne om fremtiden, der kommer tættere og tættere på.

”Det er hårdt at stå med så mange store beslutninger hele tiden, fordi der er så mange uvisheder. Så meget tvivl. Jeg føler, at jeg ikke har lov til at være i tvivl. Jeg burde have styr på det nu, fordi det er lige om lidt,” siger Meta Martha Holt Johansen.

Når folk spørger hende, hvad hun vil næste år, svarer hun som regel, at hun gerne vil gå på HF. I virkeligheden ved hun det ikke.

”Det er bare nemmere at sige, end at fortælle, at man ikke ved det, fordi så begynder folk at komme med råd og forslag, og det hjælper mig ikke.”

Aldrig træde ved siden af

Hun ved heller ikke, hvad det er i hende, der gør, at hun ikke kan tage et valg. Hun kan simpelthen bare ikke. Men hun ved også, at hun skal i gang med noget.

For hun har det bedst, hvis der sker noget omkring hende. Det er derfor, der altid gerne skal køre noget musik i baggrunden, og derfor hun sidder med en kuglepen i hånden og tegner kruseduller, mens hun taler.

Hun vil gerne have noget at give sig til, men det er svært, når man føler, at man ikke passer ind i de samme kasser, som alle andre. Sådan har hun tænkt lige siden 5. klasse, da hun i skolen første gang blev konfronteret med spørgsmålene: Hvad vil du gerne være? Hvad er din plan?

”Jeg tænkte, at hvis vi allerede får det at vide nu, betyder det nok, at det faktisk er lige om lidt, og at jeg skulle begynde at forberede mig og gøre en masse ting. Som om man altid skal være foran og overveje sit næste skridt.”

Sommetider føles det som om, hun slet ikke har noget valg. At man skal gå den lige vej og følge de samme rutiner og regler. Det oplever hun mange steder. Både i samfundet, i skolen, men også derhjemme. Som når hendes mor fortæller hende, at hun vrider kluden forkert.

”Jeg ved godt, at det bare er for at hjælpe mig, men jeg føler generelt, at der er for lidt plads til at træde ved siden af,” siger Meta Martha Holt Johansen og tilføjer grinende:

”Og jeg forstår ikke engang, hvordan man kan vride en karklud forkert.”

Turde tage springet

Hendes mor er ellers god til at komme med forslag til, hvad hun kan kaste sig ud i. Hun har også talt med studievejledere, og sommetider lykkes det at finde noget, hun kan se sig selv i. Men jo mere hun tænker over det, jo flere grunde finder hun til, at det ikke vil lykkes.

Hun vil jo egentlig gerne lave noget med musik, og hun har overvejet at søge ind på musikalsk grundkursus. Men hvad hvis hun fejler? Hvad er der så tilbage? Hun tror selv, at det er erfaringerne fra folkeskolen, der gør, at hun ikke tør tage springet, for det har vist hende, at hun ikke kan holde til det. At hun ikke kan forvente, at tingene går godt, eller at hun kan klare en eksamen.

Ordet ”nemmere” bruger Meta Martha Holt Johansen meget, når hun taler om sin fremtid. Det er altid nemmere bare at lade tingene gå sin gang, end at tage et valg med fare for, at hun fejler. Derfor har hun også givet lidt op på at tænke for meget over det og virkelig undersøge mulighederne.

”Det er nemmere for mig at sige, at det ikke nytter at prøve, fordi jeg nok ikke kan finde ud af det, end at sige, at der er nogle ting, som er svære, men jeg prøver det alligevel.”

Til sommer er hun færdig på FGU, og så er hun nødt til at have taget et valg. Det ved hun godt selv, og selvom hun lige nu ikke ved, hvad det ender med, håber hun, at hun finder modet til at springe ud i noget.

”Man kan heller ikke bare undgå det hele tiden. Og det er jo også mere befriende at sige, at så prøver jeg det bare. Så er det en beslutning, jeg tager for mig selv.”

Hun behøver dog ikke kigge længere væk end sin far for at se, at man godt kan skifte spor undervejs, og at man ikke behøver have fuldstændig styr på sin fremtid fra starten. I dag arbejder han med it, men han startede med at uddanne sig som gøgler og rejse rundt med et cirkus. Han har lært hende, at man godt kan tage en chance og bare se, hvad det fører til.

”Så det er nok også det, jeg ender med. Ikke at blive gøgler, men bare at springe ud i noget.”

---

“Det er okay at tage den med ro”

Som 14-årig blev Sofie Lynggaard Pedersen konstateret ordblind og blev sygemeldt med stress – en sygdom, der senere kastede et varigt mén af sig i form af generaliseret angst. Selvom hun egentlig var startet på den ungdomsuddannelse, hun drømte om, valgte hun at droppe ud. Sofie Lynggaard Pedersen har nemlig brug for at tage det roligt.

Af Benjamin Bøllehuus

Du kender det helt sikkert. Den samme drøm dukker op igen og igen, men du er ikke sikker på, hvad den betyder. Hvis den overhovedet betyder noget. For 19-årige Sofie Lynggaard Pedersen har én helt bestemt drøm fulgt hende, siden hun var 14. Hvad, den betyder, er uvist, men hun er helt sikker på, hvad der følger i kølvandet på drømmen.

“Hver gang jeg har den her drøm, udleder den et anfald. Jeg vågner og går i panik. Ryster og græder voldsomt. Hyperventilerer,” fortæller hun.

“Jeg ser en spiral, der snurrer rundt, og i midten af den befinder der sig et hav af bekymringer og negative tanker, der viser sig som et væsen, der fortæller mig ubehagelige ting i en uendelighed. Da det var værst, sagde den, at jeg skulle tage mig eget liv.”

Stress rammer ikke bare voksne

I 8. klasse var Sofie Lynggaard Pedersen en ganske almindelig folkeskoleelev, der passede sin skolegang og havde fritidsinteresser. Men hun kunne mærke, at der var noget galt med hendes evne til at læse, så hun hev fat i sin lærer og bad om at få en ordblindetest. Og derfra begyndte “bilen at gå i stå,” som er den metafor, Sofie Lynggaard Pedersen selv plejer at bruge.

“Jeg var slet ikke klar på at skulle bruge al den ekstra tid på at være ordblind. Jeg havde mange fritidsinteresser i gang, og så har jeg en far, der er psykisk syg. Hele min verden faldt sammen,” fortæller hun.

“Jeg kan huske, at der var en aften, hvor jeg ikke engang kunne binde mine egne sko, fordi jeg rystede og fik panikanfald. Der var så mange ting i mit hoved.”

Sofie Lynggaard Pedersen har svært ved at præcisere, hvornår det gik galt, men til en zumba-time med hendes mor blev hun dårlig og ked af det uden umiddelbar grund. Om aftenen græd hun, uden at kunne sætte en finger på hvorfor. Det kunne være et tegn på stress, fik Sofie Lynggaard Pedersen at vide, og efter et lægebesøg blev den mistanke bekræftet.

Hendes hverdag blev pludselig markant anderledes. Hun havde flere dage, hvor hun ikke kunne møde op på skolen, og hun skulle lave et skema for alting – hvornår hun stod op, hvor længe hun kunne overskue at være i skole, hvornår hun skulle til fritidsaktiviteter, osv.

“Min klasse forstod ingenting af det. Når man er så ung, tænker man, at stress er en voksenting, der kommer af arbejdet.”

Sofie Lynggaard Pedersen blev først rask et år senere, da hun gik ud af 9. klasse. Men på trods af, at sygemeldingen var en ubehagelig oplevelse, mener hun, at hun fandt sig selv i højere grad efter sit sygdomsforløb.

“Jeg siger ikke, at det er det fedeste i verden at gå ned med stress, men jeg har lært en masse om mig selv. Hvis jeg ser, at mine tætteste venner udviser tegn på stress, siger jeg til dem, at de skal passe på sig selv.”

“Der må være noget galt med mig”

En septembernat i år vågnede Sofie Lynggaard Pedersen brat på et hotelværelse i København. Hun havde igen haft drømmen om den snurrende spiral af bekymringer. Panikken spredte sig i kroppen, hun tændte lyset og begyndte at ryste voldsomt. Hun var alene på værelset, men hun ved, at hun var nødt til at foretage sig noget, før hun kunne falde ned igen. Derfor hev hun sin mobil frem og begyndte at filme sig selv, mens hun talte sig selv til ro.

Angstanfald har hun prøvet før, men hun troede, at det var bag hende nu. Sidste anfald var mere end et halvt år siden, og der havde et brud med en kæreste været en klar trigger. Denne gang var hun gået i seng fuld af bekymring, fordi hun ikke kunne få fat i sin kammerat, der var gået i byen uden strøm på sin telefon.

Ugen efter fik Sofie Lynggaard Pedersen endnu et anfald, og den næste måned følger to mere.

“Jeg har tit tænkt over, at der må være noget galt med mig, siden det ikke går bedre. At jeg svinger så voldsomt op og ned i humør, er virkelig hårdt for kroppen og mit mentale helbred. Og man kan ikke gøre andet ved det, end at være i det og acceptere følelserne og så vente på, at det går godt igen.”

I oktober gik hun til sin læge og bad om at få en henvisning til en psykiater. Her blev hun diagnosticeret med generaliseret angst, som psykiateren og lægen mente, var et varigt mén fra hendes stress. Næsten med det samme fik hun udskrevet medicin, som hun nu er begyndt på.

“At jeg er begyndt på medicin og har fået en diagnose, er et vendepunkt i sig selv, som jeg lige skal lande i,” siger hun.

“Jeg føler mig meget heldig, for der er mange, som venter længe på tid til psykiater, den rette diagnose og medicin.”

At blive tryg ved sin ordblindhed

Selvom Sofie Lynggaard Pedersen er ordblind, beskriver hun sig selv som værende glad for det faglige, og hun har altid nydt at gå til undervisning. Efter sit efterskoleophold ville hun gerne søge ind på HF, men hun blev anbefalet af vejledere og sine forældre, at hun søgte ind på den forberedende grunduddannelse (FGU) i Odense, inden hun søgte ind på HF.

På trods af sine fordomme om FGU – hun associerede det med dét at være en “produktionsbums” – startede hun på skolen i august 2020, og hun er overbevist om, at FGU har været en stærk medvirkende faktor til, at hun har klaret sig godt fagligt såvel som mentalt.

Særligt fremhæver hun sin ordblindelærer, der hjalp hende med at acceptere og blive tryg ved sin ordblindhed, og sin vejleder, der var god til at mane til ro og vejlede hende mod at blive klar til en fremtidig ungdomsuddannelse.

“Min ordblindelærer gjorde det trygt for mig at snakke om andet end min ordblindhed, mens min vejleder var god til at håndtere mit humør, når det skød i alverdens retninger og var uforudsigeligt.”

På FGU meldte Sofie Lynggaard Pedersen sig ind i elevrådet og efterfølgende ungerådet ved Modstrøm, der repræsenterer alle FGU’er i landet. Hun fortæller, at hun i sin tid i organisationen har lært at analysere og reflektere, mens hun også har lært at forholde sig kritisk til verdens tilstand. 

Blandt andet var hun med til at demonstrere over forholdene på FGU, hvor hun stod på en kasse med en megafon i hånden foran Christiansborg og råbte opildnende ord til sine medelever.

Tag den med ro

Den daglige skolegang på FGU og det frivillige arbejde i Modstrøm førte til, at Sofie Lynggaard Pedersen genfandt troen på hende selv. Det kulminerede i sommereksaminerne i 2022, som hun gennemførte med et brag og endda fik et 12 tal i dansk. 

“Jeg var virkelig stolt over mig selv, følte mig ovenpå og var klar til at begynde på HF,” husker hun.

“Men i sommerferien oplevede jeg en ny side af mig selv. Jeg begyndte at være mere introvert og føle mig ubehageligt tilpas i sociale selskaber, selvom jeg altid har opfattet mig selv som en ekstrovert og social pige. Nu var jeg pludselig noget andet, og det skulle jeg finde ro i. Det skal jeg stadig.”

Inden Sofie Lynggaard Pedersen fortsætter sin fortælling, kigger hun ned i sit skød, sukker dybt og tager så en dyb indånding.

“Det er hårdt at snakke om det psykiske, for jeg er meget mere end bare dét. Jeg prøver at holde fast i, at man konstant skal lære sig selv at kende og finde ud af, hvad man er god til. At man er meget mere, end at have det skidt hele tiden. Jeg elsker at være kreativ; jeg maler, jeg tegner, jeg synger og jeg danser. Jeg gør alle de her ting, der holder mig fast i, at jeg faktisk godt kan finde ud af noget.”

Og det leder os til dags dato, den nylige diagnose, dertilhørende medicin og beslutningen om at droppe ud af HF og være sygemeldt i et par måneder for at få en pause. En pause fra at skulle præstere, og en pause til at gøre ting, som hun vil gøre af ren og skær lyst – tage på museum, male billeder, skrive digte og fordybe sig i bøger.

Hun er overbevist om, at presset for at skulle få en uddannelse, komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet, har været en tyngende faktor på hendes skulde. På trods af det forsøger hun at fortælle sig selv, at hun har masser af tid til at finde den rigtige vej for hende.

“Jeg har en masse frygt for, at jeg de næste par måneder vil blive mødt med fordomme om, at jeg ikke laver noget, fordi jeg ikke er i gang med en uddannelse. Men jeg kommer dagligt til at arbejde på mig selv. Og det er helt okay at tage den med ro.”

---

”Jeg mangler gejsten, og jeg ved ikke, hvor den er”

Noah Madsen har svært ved at komme ud ad sin dør og finde motivationen til at ændre sit liv. Ved årsskiftet bliver han smidt ud af den døgninstitution, han har boet på de seneste år, og så forsvinder hjælpen helt.

Af Nikolaj Marcussen og Benjamin Bøllehuus

Noah Madsen elsker historie. Især anden verdenskrig. Det, der optager ham mest for tiden, er det faktum, at historien altid skrives af vinderne. Af dem, der er på toppen. Så hvad med taberne, spørger han. Hvem fortæller deres historie?

For Noah Madsen er netop det spørgsmål interessant, fordi han ved, at hans egen plads i historien ikke er på vindersiden. I næsten halvdelen af sit 18-årige liv har han været en del af systemet. Lige fra hans mor afleverede ham på en institution, da han var 10 år, til nu, hvor han for første gang skal bo alene.

Da han var yngre, var han vred over den situation, han var i, og de problemer, der blev ved med at forfølge ham. I dag har han lært at acceptere, at historien om hans barndom er blevet skrevet, og at det ikke altid nytter at kigge bagud.

”Jeg kan godt lide at læse om historie, fordi jeg føler, at det er meget vigtigt for os, at vi som mennesker kan se tilbage på vores fejl. Det er måske også, fordi jeg kan perspektivere det til mit eget liv; hvad der er gået galt, hvad jeg selv kan ændre, og hvad jeg ikke kan ændre,” siger han.

Mister motivationen

Fire gange om ugen møder Noah Madsen op på Vindmøllen i Esbjerg, som er et tilbud for unge, der har oplevet gentagne mislykkede forsøg på at komme videre i livet. Det er hans eneste beskæftigelse lige nu, men det er det, han kan holde til.

Hos Vindmøllen er tilgangen til de unge anderledes end hos resten af systemet. Det handler om at give de unge en grund til at komme ud ad døren, og med spæde skridt få dem til at genfinde troen på sig selv.

Denne tirsdag har de unge såkaldte meet-ups, hvor de gennem spørgsmål fra selskabsspil taler om store og små emner. Noah Madsen sidder for bordenden med hænderne stukket i sin tykke dynejakke og huen trukket godt ned i panden. Han deltager, når et emne interesserer ham, og ellers lytter han bare med.

Egentlig er tirsdagene de eneste dage, han rent faktisk får noget ud af at være der, føler han. Alle andre dage sidder han blot med sin mobiltelefon i hånden og venter på, at han kan tage hjem igen.

”Lige nu er jeg her kun, fordi jeg skal være i beskæftigelse for at få uddannelseshjælp. Jeg er her tre timer om dagen, fire dage om ugen, og det får jeg 7.500 kr. for,” fortæller han.

De seneste to år har Noah Madsen både forsøgt at komme i arbejde og uddannelse. Flere gange, end han kan tælle. Han har arbejdet i supermarkeder, været vikar på en skole og gået et halvt år på sosu-uddannelsen. Hver gang tænkte han, at det var en frisk start, men hver gang endte det med, at han måtte stoppe.

”Jeg begynder altid med 100 pct., og så kører jeg mig selv træt. Efter to måneder mister jeg motivationen. Jeg er ikke klar til et job, for jeg kender mig selv nok til, at jeg ikke ville kunne holde til det,” siger han.

Den manglende brik

Noah Madsen har aldrig haft det svært i skolen. Han bestod alle sine fag og fik også gode karakterer. Det, der var problemet, var at møde op.  Sådan har han haft det lige siden den dag, han blev ”speciel,” fordi hans mor besluttede, at hun ikke var i stand til at tage sig af ham.

”Det gik fra 0 til 100 på så kort tid. Det blev værre og værre, og jo værre det blev, desto mere lukkede jeg mig selv inde, og desto mere glemte jeg, hvem jeg var. Det var hårdt at tage en maske på hver dag og lade som om, at alting var fint.”

Siden da har Noah Madsen ikke været mødestabil. Om det er fordi, at han er doven, eller om han bare er træt af alting, ved han ikke. Han ville ønske, at han kunne få hjælp fra nogen, men det er svært at bede om, når han ikke kan hjælpe sig selv.

”Jeg kan jo godt se, at det, jeg laver, er forkert. Jeg kan sagtens se, at det ikke er godt for mig, når jeg pjækker, men jeg mangler bare den gejst inde i mig, der får mig til at handle”, siger han.

”Det er som et puslespil, hvor jeg mangler en brik, men jeg har ingen idé om, hvor den brik er. Og jeg har ingen idé om, om brikken overhovedet er der.”

Afhængig af ingenting

Det er en kamp for Noah Madsen at komme op om morgenen, og en endnu større kamp at komme ud ad døren. Han har ikke kræfterne og viljen til det.

Når han ikke er på Vindmøllen, sidder han oftest hjemme foran computeren og spiller med sine venner fra hele verden. Computerspil har været en konstant gennem hele hans barndom og ungdom, og han er blevet ret god til det, hvis han selv skal sige det.

Pædagogerne på døgninstitutionen foreslår ham sommetider at tage ud og være social, men det giver ikke mening for ham, når det meste af hans sociale liv foregår i det online univers. De dage han alligevel bevæger sig ud, enten til Vindmøllen eller ud med vennerne fra byen, kommer han altid hjem og er tappet for energi.

Stolen foran computeren er det sted, hvor han føler sig bedst tilpas. Både fordi han her kan bruge sin tid på noget, hvor han oplever, at han har et talent, men også fordi, at det giver ham et pusterum.

”Jeg kommer væk fra alle tanker, der tit kan flyve rundt i hovedet om, at jeg har været igennem meget, og at jeg står i en svær situation. Nogle gange spiller jeg bare for at få en pause fra virkeligheden. Selvfølgelig skal det ikke være en uendelig pause, men det er det, jeg har brug for lige nu.”

Han spiller ofte til langt ud på natten, og som han selv siger, er hans døgnrytme ”helt fucked.” Det hjælper naturligvis ikke hans situation, ved han, men computerspillene har været en tryghed i alle de år, hvor han har følt sig nedtrykt og forkert.

”Jeg tror måske, at jeg er blevet afhængig af at lave ingenting. Jeg er blevet afhængig af bare at kunne sidde og drikke sodavand og ryge smøger og ikke skulle vågne op til noget.”

Drømme om lykke

Det er svært for Noah Madsen at skulle overveje fremtiden, når hans motivation og hele hans liv ligger derhjemme på computeren. Tankerne om uddannelse er der, men det er ikke det, der fylder mest.

”Lige nu står jeg i en situation, hvor jeg er nødt til at finde mig selv først, og det føler jeg ikke, at en uddannelse ville kunne hjælpe mig med.”

På Vindmøllen i Esbjerg er filosofien, at initiativet til at søge arbejde eller uddannelse skal komme fra de unge selv. For Noah Madsen virker det underligt. Grunden til, at han er der, er netop, at han ikke selv kan tage initiativ.

Han har også allerede prøvet en masse, som ikke lykkedes. Derfor er han bange for at starte et nyt sted, fordi historien fortæller ham, at han alligevel ender med at fejle.

”Jeg gider ikke skuffe det sted, jeg arbejder. Og jeg gider heller ikke blive ved med at skuffe mig selv igen og igen,” siger Noah Madsen.

Han har dog drømme for fremtiden, selvom de lige nu er meget ukonkrete. Jo, han ville elske, hvis han kunne leve af at spille computer, men derudover har han kun ét håb for fremtiden:

”Jeg drømmer om, at jeg kan være i en situation, hvor jeg er lykkelig. Hvor jeg er glad for den position, jeg er i. For lige nu er jeg bestemt ikke glad for min position, og det stresser jeg vildt meget over. Det fylder alt i min hverdag.”

Drømmen er simpel nok, og jo mere, han tænker over det, jo simplere virker løsningen også. Inderst inde ved han nemlig godt, hvad der skal til, selvom det lige nu virker uoverskueligt for ham.

”Jeg kan ikke blive ved med at sidde her og sige, at jeg ikke er parat. For jeg bliver ikke mere parat af bare at sidde stille, og jeg bliver ikke mere parat, hvis jeg ikke tager initiativ til noget.”

Smidt ud af institutionen

Noah Madsen har boet på institution i otte år, men for to måneder siden fik han at vide, at han skulle flytte ud. Et af kravene for at bo der er nemlig, at man skal være i positiv udvikling. Og det har pædagogerne vurderet, at han ikke længere er.

”Det gav jeg dem egentlig ret i. Men jeg synes heller ikke, at jeg har fået den hjælp, jeg har brug for, for faktisk at komme i positiv udvikling. Jeg synes, at systemet bare har sagt nej til mig. At jeg er blevet svigtet gennem hele mit liv.”

Han ved ikke selv, om han er klar til at flytte ud og bo alene, men han har ikke noget valg. Det, der bekymrer ham mest, er, om han falder helt tilbage til sine gamle vaner. På døgninstitutionen fik han hjælp til at komme op, til at handle ind, lave mad og til at lægge et budget. Alt det skal han selv sørge for nu.

Det kan gå to veje. Enten ender det godt, eller også ender det skidt. Han tror ikke på, at der er en mellemvej. Egentlig ser han også lidt frem til endelig at kunne være sig selv og slippe ud af systemet for en stund, så det er med en blanding af frygt og glæde, at han har fundet et hjem, han for første gang kan kalde sit eget.

”Jeg glæder mig til at stå på egen hånd, og jeg håber, at det er et vendepunkt i mit liv. Jeg håber inderligt, at det kommer til at gå i den rigtige retning, for jeg vil ikke bo på institution igen.”

Noah Madsen har indset, at han er nødt til at tage tingene et lille skridt ad gangen. For det har aldrig virket for ham, når han har kastet sig ud i noget med forventningen om, at hans situation vil ændre sig på et splitsekund.

Det kan være små skridt som at møde op på Vindmøllen og tale om ligegyldige ting med andre unge. Eller en ting som at klare oprydningen på værelset lidt ad gangen. Alle ting falder ikke bare pludseligt på plads, og uanset om det gælder værelset eller livet, håber han på, at tingene løser sig.

”Jeg behøver ikke rydde alt mit rod op på én gang, jeg kan godt tage det lidt hen ad vejen. Det er en vigtig læring for mig, at jeg ikke behøver gå ind til alt med 100 pct., for jeg tror, at det ofte er der, jeg har fejlet.”

---

“For første gang kan jeg vælge selv”

Som 23-årig har Najiib Mahamed for første gang mulighed for selv at vælge, hvad han vil bruge sin tid på. Land, skole og job har tidligere været styret af farens ønsker eller jobcenterets vejledning. Nu glæder han sig til at kunne tage ansvar for sit eget liv.

Af Benjamin Bøllehuus

Najiib Mahamed har boet i Danmark, Egypten, Kenya og nu Danmark igen. Han har lært fem sprog undervejs, han har fået bekendtskaber fra Thailand, Mellemøsten og Sydkorea, men han har endnu ikke haft et job, han selv har valgt, og så er han lige droppet ud af en ungdomsuddannelse. Med andre ord er han blevet smidt rundt som en bold i en flippermaskine.

På trods af, eller måske netop derfor, virker han ganske ubekymret. Han har nemlig vænnet sig til, at andre tager valget for ham.

“Jeg er meget afslappet og chill. Jeg bekymrer mig ikke så meget. Kun hvis problemet er direkte foran mig,” siger han.

“Don’t worry. Like Bob Marley.”

Fra Danmark til Egypten til Kenya og retur

Iført en Nike hættetrøje, et par sweatpants, komfortable sneakers og udstyret med store, vilde mørke krøller, har han en afslappet udstråling. Lidt ligesom Bob Marley. Når han taler dansk, bliver danske udtryk helt naturligt erstattet med engelske, men et velanbragt sårn, der ville gøre selv den mest hårdkogte østjyde stolt, sniger sig også ind i ny og næ.

I 1980’erne flyttede hans forældre fra Somalia til Danmark, hvor Najiib Mahamed blev født i 1999. Som seksårig flyttede han og hans familie til Egypten for at forfølge farens nye job. Her lærte Najiib Mahamed både arabisk og engelsk, men livet i det nordafrikanske land var ingen dans på roser.

”Hvis der er en, der er sort, som kommer ind i en klasse fyldt med arabere, bliver man ret nemt et mobbeoffer. Ikke bare for eleverne, men også lærerne. Jeg forstod det ikke, det var bare ren racisme,” fortæller Najiib Mahamed.

”Jeg blev sendt udenfor døren på grund af mit udseende, og lærerne brugte også mig som eksempel og påpegede hele tiden, at jeg var mørk, eller at jeg var fed. Både lærerne og eleverne sagde alt muligt lort om mig og min søster.”

Med tiden fik Najiib Mahamed venner på skolen, men han blev stadig behandlet racistisk af lærerne. Det gjorde, at han ikke havde lyst til at gå i skole, selvom han egentlig ikke havde noget imod det faglige.

I 2011 blev den mangeårige præsident i Egypten, Hosni Mubarak, væltet, i det der siden blev kendt som den egyptiske revolution. Efter revolutionen blev den racistiske behandling endnu værre, fortæller Najiib Mahamed, og derfor tog han og familien efter nogle år til Nairobi i Kenya, hvor hans far fandt et nyt arbejde. Najiib Mahamed og hans søskende begyndte på en international skole, hvor han fik en britisk afgangseksamen kaldet IGCSE.

Efter et par år i Kenya besluttede familien at vende tilbage til Danmark. 

En ubrugelig afgangseksamen

Najiib Mahamed taler roligt. Han hæver sjældent stemmen og genfortæller sin historie i korte sætninger. Selv når snakken falder på mere sårbare emner som at dele sin angst med sine nære venner, er det svært at læse hans tanker via hans ydre. Men da snakken for tredje gang kredser om jobcenteret, skærer han en grimasse af irritation.

“Jeg kan ikke lide at brokke mig, men da jeg først kom til Danmark i 2018, fik jeg ingen hjælp fra jobcenteret til at oversætte de breve, jeg fik. Jeg spurgte, om de kunne forklare tingene bedre eller på engelsk, men de sagde bare, at der klart og tydeligt stod i brevene, hvad jeg skulle gøre,” fortæller han.

På jobcenteret blev hans karakterer sendt ind til Undervisningsministeriet, der konkluderede, at de ikke kunne oversættes til de folkeskolekarakterer, som han skulle bruge for at komme ind på en dansk ungdomsuddannelse.

Det danske sprog lå fjernt, da det var 15 år siden, han sidst havde været i landet, og derfor fik Najiib Mahamed gennem jobcenteret en praktikplads hos først Netto og siden Rema 1000. Imens prøvede han at finde noget danskundervisning, så han hurtigere kunne lære sproget.

”Jeg tog ned på Lær Dansk, men det var faktisk lidt for nemt for mig, for jeg kunne stadig noget grundlæggende dansk. På Lær Dansk var det helt fra bunden. Så jeg fortsatte bare med min praktik,” fortæller han.

Najiib Mahamed var glad for sit ophold i Netto, mindre glad for sit ophold hos Rema 1000. Hvis det stod til ham selv, ville han gerne have arbejdet i en børnehave eller en SFO. Men da han ikke kunne sproget, havde han ikke andre muligheder end supermarkedet.

“At least har jobcenteret givet mig noget at lave, men jeg har ikke selv kunnet beslutte, hvad jeg skulle lave. Nu hvor jeg er blevet bedre til dansk, kan jeg selv tage ud og søge jobs, som jeg har lyst til,” siger han og skønner, at han i dag forstår lidt over halvdelen af det, der står i brevene fra jobcenteret – resten hjælper en ven ham med at få oversat.

Pludselige indskydelser

En eftermiddag sidste år, mens Najiib Mahamed går på Forberedende Grunduddannelse, FGU, sidder han på sit værelse sammen med en veninde og snakker. En pludselig indskydelse slår ned i veninden, der udbryder ”kunne det ikke være sjovt at købe en guitar?” Najiib kigger på hende og siger; ”Fuck it, jeg køber en guitar. Så sad jeg derhjemme et par måneder og spillede for mig selv, og efter det konstaterede jeg, at jeg godt kunne lide musik nu,” fortæller han grinende.

Mere skal der ikke til for at få en ny hobby. På samme måde fortæller han om den første gang, han besluttede sig for at lave mad til sin familie – han gætter på, at det er halvandet år siden. Efter eget udsagn smagte det “pisse godt,” hvilket han også påstår, at både venner og familie fortæller ham.

“Så tænkte jeg, okay, måske kan jeg være god til at lave mad. Måske skal jeg søge ind på gastronomi.”

Musikken trak dog mest, og med tiden lærte han sig selv flere instrumenter ,og han kan nu spille både bas, klaver og sågar rappe. Najiib Mahamed skriver nemlig også sangtekster.

”Jeg elsker kreativiteten i at lave musik. Hvis jeg f.eks. har haft en dårlig dag, så kan jeg skrive det ned på papir, og lige pludselig bliver det til et digt, en sang eller en melodi. Det er en måde at udtrykke sig på.”

Najiib Mahamed fortæller om en aften i byen, hvor han blev slået ned, fordi han ville beskytte sin veninde over for nogle ubehagelige typer. Den oplevelse blev til en sang ved navn Come get me, mens en anden sang baseret på personlige sejre har titlen Victory.

Et “reality check”

Inden han kan forfølge musikken via HF eller gastronomien via gastronomuddannelsen på Aarhus Tech, gik vejen først forbi en anden uddannelse.

”Jeg snakkede med mine forældre om, hvad jeg skulle søge ind på, og de foreslog, at det skulle være noget med hænderne. Det var fint med mig, for jeg er en gamer, og jeg har altid været god til at skille ting ad og samle dem igen. Min vejleder på FGU foreslog it-supporter. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive sjovt, og at de desuden tjener mange penge,” siger Najiib Mahamed.

Virkeligheden viste sig dog at være en anden. Da han mødte op til undervisningen på Aarhus Tech, blev han hurtigt ramt af, at selve undervisningen foregik på dansk, mens lærebøgerne var skrevet på engelsk. Desuden var der en stor mængde fagbegreber, tekniske termer og forkortelser, som han havde svært ved at få til at give mening.

”Jeg kunne slet ikke bruge materialet, fordi jeg ikke forstod det. Og undervisningen havde jeg også svært ved at følge. Så det var lidt et clash,” siger han.

”Det var et reality check, at jeg ikke er god til alting.”

En stigende frustration over, at han ikke kunne følge med på samme niveau som hans medstuderende, kombineret med en underviser, han ikke følte gav ham den nødvendige hjælp, førte til, at Najiib efter tre måneder på uddannelsen valgte at droppe ud.

”Jeg følte, at det var spild af min tid. Det var slet ikke sjovt, og jeg kunne ikke se mig selv bruge min fremtid på det. Det er jeg irriteret over.”

Herefter fulgte en periode på tre uger, hvor Najiib fortæller, at han var komplet ugidelig.

”Jeg lå flere dage i sengen, hvor jeg var helt nede. Det var meget kedeligt, og jeg følte mig deprimeret,” siger han.

”Men efter noget tid tænkte jeg, at nu gad jeg ikke det mere. Så jeg begyndte at lave mad igen derhjemme, passe min søster, gå ture med min mor og spille på min guitar.”

Nu er planen, at han vil søge ind på HF musik med det ultimative mål at søge ind på musikkonservatoriet. Hvis det ikke lykkes, vil han begynde på gastronomuddannelsen på Aarhus Tech.

”Jeg er kun 23 år gammel. Jeg har masser af tid til at prøve tingene af,” siger Najiib med et smil.

“Men for første gang føler jeg, at jeg selv kan få lov til at vælge.”

---

”Nu tør jeg drømme, uden at det stresser mig”

Efter gymnasiet røg Emilie Friis Bech ned i et stort sort hul, hun ikke selv kunne komme op af. Først da nogen så hende og gav hende en chance, vendte fremtiden tilbage.

Af Nikolaj Marcussen

Emilie Friis Bech er det kloge hoved i sin familie. Det har hun altid fået at vide. Hun er sådan en, der læser meget og ved en masse, og derfor var det også hende, der skulle blive til noget, tage en god uddannelse og lande i et godt job.

Så hun startede på gymnasiet, fordi det virkede som den eneste mulighed for at komme videre. Motivationen manglede, men egentlig husker hun sig selv som en god og pligtopfyldende studerende, og hun formåede også at slutte med et pænt snit. Gymnasietiden var dog for det meste en hård kamp, og da de tre år endelig var overstået, følte hun sig tom indeni og anede ikke, hvad hun ville.

Derfor besluttede hun sig for at tage en lille pause. Samtidig virkede det til, at alle omkring hende havde fuldstændig styr på deres liv og bare styrtede afsted. Hendes klassekammerater fik hurtigt arbejde, flyttede hjemmefra og rejste ud i verden, mens hun selv bare sad derhjemme.

”Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne mig med de andre, og det stressede mig helt vildt. Jeg følte mig bagud, og jeg forstod ikke, hvordan det kunne være så nemt for alle andre, når det ikke var det for mig,” fortæller Emilie Friis Bech.

Da fremtiden forsvandt

Emilie Friis Bech sidder hjemme i sin mors stue. Selv bor hun her ikke længere, men for få år siden var hele hendes hverdag i denne lejlighed. Hun kigger ud ad vinduet på den lavtstående vintersol, der lyser hendes røde hår op og får hende til at misse med øjnene.

Det med drømme er svært. Hun kan godt huske dengang, hun havde dem, men hun kan også huske, da de forsvandt.

Da hun var yngre, var der masser af planer. Hun ville gerne være journalist eller forfatter, fordi hun elskede at skrive. Måske tv-vært. Eller også kunne hun blive DJ eller makeup-artist. Da hun så endelig stod med studenterhuen på hovedet, var planerne der pludselig ikke længere, og de var heller ikke blevet erstattet af nye.

”Da alt gik ned ad bakke, var det som om, at jorden skred under mig. Jeg havde svært ved at se mig selv i fremtiden, så alle mine drømme forsvandt bare. Jeg kunne ikke længere sætte store mål, fordi det var et mål bare at komme ud af min seng om morgenen,” husker Emilie Friis Bech.

I takt med, at hun følte sig mere og mere bagud, mistede hun troen på sig selv. Troen på, at hun duede til noget, og at hun nogensinde ville komme videre.

”Jeg sad bare og tænkte, at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. Jeg kunne ikke engang få et arbejde. Det tog jeg meget personligt, og jeg tænkte, at der ikke var en plads til mig i samfundet. Ingen ville have mig.”

Taber på kontanthjælp

Der gik lang tid, hvor Emilie Friis Bech falmede hen derhjemme. Næsten et helt år. Imens kunne hun følge med på sociale medier, hvor hendes venner delte billeder og videoer fra det ungdomsliv, hun ikke selv havde fundet.

En dag foreslog hendes mor hende at få kontanthjælp. Det var ment som en hjælpende hånd, men for Emilie Friis Bech var det blot endnu et nederlag.

”Det var mega grænseoverskridende, fordi jeg tænkte, at det var for tabere og for folk, der nasser på samfundet. Jeg havde et indtryk af, at det var folk, der havde en dårlig barndom og problemer med stoffer og alkohol. Sådan så jeg jo ikke mig selv.”

Alligevel endte hun med at gå ned på jobcentret, hvor hun kom på en ordning for unge under 30 år. Det betød, at hun blev sendt i beskæftigelse på et plejehjem, hvor hun hjalp til i køkkenet og ordnede nogle småting.

”Det var hårdt, men jeg mødte op hver dag. Når folk spurgte hvorfor, jeg var der, sagde jeg bare, at jeg arbejdede der. Jeg turde ikke sige, at jeg var på kontanthjælp, fordi jeg syntes, det var pinligt.”

Mørke tanker

Hun springer lidt frem og tilbage i sin livshistorie, når hun skal genfortælle den, men der er også mange ting at huske. Mange omvæltninger, der skete på kort tid.

Perioden fylder omkring tre år af hendes liv, og fortidens begivenheder er allerede begyndt at smelte lidt sammen. Måske fordi det i virkeligheden er hendes indre tumult og kampen med sig selv, som hun husker tydeligst fra den tid.

”Jeg kunne ikke se meningen med mit liv, og jeg kunne ikke se, at jeg nogensinde skulle komme ud over min egen knude i maven. Det var det, jeg manglede. Noget mening. En vilje til at være her.”

I den periode, hun havde gået derhjemme, var det gået støt nedad for hende. Selvom det hjalp at have noget at stå op til i hverdagen, havde hendes selvtillid nået så lavt et punkt, at hun måtte indse, at hun ikke længere kunne hjælpe sig selv.

”Jeg ville ønske, jeg havde taget min psyke mere seriøst. Jeg tænkte nok bare, at jeg var lidt teenage-ked-af-det, eller at det bare var svært at være ung, men når jeg kigger tilbage, skulle jeg virkelig have fået hjælp noget før,” siger hun.

Små lyspunkter

Det er ikke svært for hende at tale om det i dag, for det er to år siden, at hun sidst havde så mørke tanker. Der var nemlig også små lyspunkter undervejs. Små succesoplevelser, der holdt hende kørende.

Et af de første skete kort efter, at hun stoppede på plejehjemmet. Hun skulle selv ud at finde arbejde for at blive på kontanthjælp, og valget faldt på Kirkens Korshær, hvor hun meldte sig som frivillig. Her hjalp hun både til i genbrugsbutikken og i køkkenet, hvor hun lavede mad til hjemløse.

”Det var vildt hyggeligt, for jeg mødte nogen, der var lidt i samme båd som mig. Mange af dem, der kom der og arbejdede der, var også på sådan en mellemvej i livet.”

Hun oplevede, at der ikke var helt så store forventninger til hende, når hun bare var frivillig, og hun fik lov til at tage tingene i sit eget tempo. Hun fandt også ud af, at hun godt kunne lide at arbejde med mennesker og være et forbillede for andre.

Fremtiden begyndte lige så stille at vende tilbage for Emilie Friis Bech, og i sommeren 2020 tog hun mod til sig og startede på pædagoguddannelsen i Aarhus.

Det skulle være en helt frisk start, men en måned inde i opstarten, begyndte tankerne og stresset fra gymnasietiden at vende tilbage.

”Det var et stort nederlag, at jeg alligevel ikke var klar til det. Jeg havde sagt til alle, at jeg var klar til et nyt liv, men jeg var nødt til at droppe ud, fordi jeg begyndte at falde tilbage i de samme mønstre igen.”

En ny chance

Denne gang oplevede hun det dog ikke som et lige så stort tilbageslag, og da Emilie Friis Bech vendte tilbage til jobcentret for at få kontanthjælp, var der hurtigt gode nyheder. En lokal virksomhed havde meldt ind og specifikt efterspurgt unge som hende selv, der havde svært ved at komme videre i livet.

Emilie Friis Bech takkede med det samme ja og startede på deltid som piccoline med forskellige praktiske småopgaver. Det var præcis den chance, hun havde brug for. For første gang oplevede hun at være et sted, hvor hun bare kunne være sig selv.

”Der var ikke noget pres på, og jeg kunne bare lave det, jeg kunne holde til. Jeg fik også lov til at observere, hvordan folk er, når de arbejder. Hvordan det er at være rigtig voksen.”

For Emilie Friis Bech er der ingen tvivl om, at det blev et vigtigt vendepunkt. Hendes chef var klar over, hvad hun havde kæmpet med, og alt blev tilpasset efter hendes behov.

Mindre end et år efter følte hun sig klar til at komme videre i et fuldtidsarbejde. Hun havde selv fundet en stilling som receptionist på en campingplads, og jobsamtalen gik så godt, at hun fik jobbet med det samme.

”Det skræmte mig ret meget at skulle arbejde på fuld tid, for jeg vidste ikke, om jeg kunne holde til det. Der har selvfølgelig været nogle hårde dage, men jeg synes, at jeg er kommet godt igennem det. Nu har jeg været der i to år, og jeg kommer tilbage igen næste år.”

Drømmene vender tilbage

Det seneste år har virkelig været godt for hende, fortæller hun. Der har været mange flere opture end nedture: Hun har fået en kæreste, som hun er flyttet hjem til, og de har en sød hund sammen. Hun har også fået en opsparing og taget kørekort.

Lige nu er hun arbejdsløs, fordi campingpladsen er lukket hen over vinteren. Det er dog ikke noget, hun stresser over. De har sagt, at de gerne vil have hende tilbage, når de åbner igen i foråret, så hun har brugt fritiden på en ferie i Berlin og søgt vikarjob.

Det krævede lidt af en omvej for at nå hertil, hvor drømmene og fremtiden er ved at vende tilbage, men for Emilie Friis Bech står det klart, hvad der gjorde forskellen for hende: At hun følte sig set og accepteret. 

”Jeg har fået et nyt billede af mig selv som en voksen, der kan have et arbejde og har styr på tingene. For nogle år siden kunne jeg ikke engang overskue næste dag. Nu tør jeg drømme, uden at det stresser mig.”

Det er et godt tegn, når folk tør tænke på sig selv, mener hun. For det kan være hårdt at udholde presset, når man konstant får at vide, at tiden løber fra én. Det er måske bare en af de ting, der gør det svært at være ung, siger Emilie Friis Bech:

”Selvom jeg fortæller folk, at jeg har fuldtidsarbejde, tjener gode penge og har det godt, så spørger de alligevel: “Men hvad vil du uddanne dig til?” De ignorerer alt, hvad jeg lige har sagt, de vil bare gerne have, at man altid er på vej videre.”

Selvom det var hårdt at komme gennem gymnasiet, er hun trods alt glad for, at hun gjorde det, fordi det kan være en adgangsbillet til hendes drømme. Hun er faktisk begyndt at savne lidt at gå i skole. Den seneste tid har hun endda overvejet at læse til lægesekretær og starte på uddannelsen til sommer.

”Jeg har ikke søgt ind endnu, men jeg tror, at det er det rigtige. Og hvis ikke, så er det bare sådan, det er. Så prøver vi bare igen.”

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.